Baggrund og filosofi

Exitcirklens filosofi

Psykisk vold og social kontrol er et universelt problem. 

Der findes specifikke former for psykisk vold som f.eks. handler om social kontrol og religiøs social kontrol, som oftest forbindes med islam eller muslimske kulturer i den danske samfundsdebat. Exitcirklen mener modsat at social kontrol er et universelt fænomen som kan forekomme inden for alle miljøer, kulturer og religioner. Selvom der er specifikke træk, der kan gøre sig gældende når det handler om psykisk vold og piger/kvinder med muslimsk kulturbaggrund såsom ære, skam, familiestruktur, patriarkalsk struktur, social kontrol, religiøs social kontrol og ”høje forventninger” om specifik uddannelse eller specifik ægteskabspartner, mener Exitcirklen stadig at det er væsentligt at lave en Exitcirkel for alle piger og kvinder. Netop for at signalere at psykisk vold har mange former og kan ramme alle piger uanset hvor man kommer fra og hvor stærk og modig man er. Samt at psykisk vold er et universelt fænomen som ikke kun er forbundet til en bestemt kultur eller religion. Exitcirklen ved af erfaring at der findes utallige eksempler på forældre der undertrykker deres børn med f.eks. religionen som våben og vi er klædt på til at tackle denne problemstilling. Exitcirklen ved af erfaring at unge piger med muslimsk kulturbaggrund er trætte af at blive stigmatiseret som værende ”muslimske identiteter” eller ” etniske identiteter” og savner at indgå i fællesskaber, som fokuserer på psykisk vold som et universelt fænomen med universelle løsninger. Derfor er Exitcirklen for alle piger og kvinder. Når dette er sagt er det væsentligt at nævne at halvdelen af Exitcirklens medarbejdere og frivillige har muslimsk kulturbaggrund og er fagligt funderet i problematikken omkring psykisk vold. Dermed er de godt klædt på til at forstå de særlige problematikker, der kan være forbundet med psykisk vold i form af social kontrol og religiøs social kontrol i en muslimsk sammenhæng. Selvom Exitcirklen er for alle, lægger vi ikke skjul på at størstedelen af de piger og kvinder som henvender sig til Exitcirklen har muslimsk kulturbaggrund og føler en særlig tillid til vores tilgang til problematikken. En tilgang der er kendetegnet ved at vi bl.a. forsøger at bearbejde “farlige” emner på en mindre farlig måde og at vi tager udgangspunkt i pigernes/kvindernes egne ideer og drømme om et bedre liv.

TABU-Metoden:

Tal åbent og ærligt om dit problem

Accept af dig selv, som den du er

Bryd med tabuet, stilheden og ensomheden

Ud af den onde cirkel og den psykiske vold

 

Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre

Mod til at ændre de ting jeg kan

Og visdom til at se forskellen